COVID-19 forværrede den sociale udstødelse af syge, ældre og handicappede personer gennem foranstaltninger til begrænsning af bevægelsesfrihed og kontakter, f.eks. restriktioner om at blive hjemme, karantæner og afspærringer. Selv om sådanne foranstaltninger var afgørende for at sikre alles sikkerhed, forværrede og mainstreamede de blot en tilstand af isolation, som mange befolkningsgrupper allerede led under før pandemien. Millioner af yngre og ældre personer med nedsat mobilitet på grund af sygdom, alder eller handicap eller med immundefekt (f.eks. på grund af transplantationer, onkologiske sygdomme, hiv eller andre sygdomme) begrænses hver dag, ofte sammen med deres uformelle plejere, i deres muligheder for social interaktion og deltagelse i meningsfulde aktiviteter uden for deres hjem.
At inddrage klienterne i meningsfulde aktiviteter er et af principperne for personcentreret pleje, og det har vist sig at være grundlæggende for sundhed og velvære for den enkelte, der får adgang til pleje og støtte. Det kan bidrage til at forbedre den fysiske form, forbedre humøret og hjælpe med at bekæmpe depression og angst, bekæmpe ensomhed, forbedre søvnkvaliteten og endda mindske faldulykker. (Skills for care) Det kan dog være en udfordring for hjemmeboende klienter at få adgang til dem, hvis de ikke får støtte til at gøre det. Desuden lægger WHO's ramme for sund aldring vægt på at "skabe de miljøer og muligheder, der gør det muligt for folk at være og gøre det, de sætter pris på hele livet".
Som det tydeligt blev vist under pandemiens højdepunkt, kan onlineteknologier udnyttes til at give social støtte og en følelse af tilhørsforhold. Faktisk er internettet og andre digitale teknologier for mange blevet et vindue til verden under nedlukningen, som har gjort det muligt for os at komme i kontakt med familie, venner og lokalsamfundet, men også at få uddannelsesmæssige, kulturelle eller rekreative oplevelser fra vores hjem. Det er imidlertid ikke kun mange mennesker, der stadig har begrænset adgang til digitale teknologier og mangler de nødvendige færdigheder til at udnytte dem fuldt ud, men dette gælder også for mange socialrådgivere og andragoger, som måske ikke har de nødvendige kompetencer til at udtænke og gennemføre sociale støtteforanstaltninger baseret på IKT.
Faktisk er en hindring for e-socialt arbejde (som i bred forstand forstås som en aktivitet, der udføres af forskellige former for socialfagligt personale, og som har til formål at støtte social integration og styrkelse af sårbare grupper gennem IKT-støttede uformelle socialpædagogiske tiltag) ikke kun manglen på grundlæggende IKT-færdigheder, men snarere på mere avancerede kompetencer, såsom evnen til at få adgang til, tilpasse og skabe nye sociale og pædagogiske interventionsmetoder ved hjælp af IKT og til at levere teknologibaseret socialt arbejde og samfundsarbejde. Brugen af IKT rejser også specifikke spørgsmål vedrørende etik og privatlivets fred, som skal håndteres.
Denne MOOC fremhæver de muligheder, som IKT giver brugerne og de professionelle i den sociale sektor. Denne mulighed bør udnyttes til at tage skridt fremad med hensyn til at indarbejde e-socialt arbejde i læseplanerne for erhvervsuddannelser ved at give undervisere og undervisere værktøjer og praksis til at gøre dette. Inden for denne ramme er det specifikke mål med MOOC'en at udvikle digitale pædagogiske kompetencer hos undervisere i erhvervsuddannelse inden for den sociale sektor, så de kan lære deres studerende at udvikle og bruge digitalt indhold af høj kvalitet til social integration af klienter, der er bundet til hjemmet på grund af handicap, sygdom eller COVID-19-relaterede begrænsninger.